Forsyningsselskab jubler over e-Boks-integration

To medarbejdere fra Novafos står ved en varevogn og taler sammen. Den ene holder tegninger og bærer hjelm, mens den anden har refleksvest på.

ServiceAlert gør det nu muligt for forsyningsselskaber at sende varslinger direkte til forbrugernes e-Boks. Det giver en mere sikker og dækkende kommunikation – især over for de forbrugere, som ikke kan nås via SMS.

Hos Novafos ser man store fordele i løsningen.

– Det giver os bedre mulighed for at ramme de forbrugere, som eksempelvis har hemmeligt nummer eller taletidskort. Dermed bliver alle lige godt informeret om akutte og planlagte driftshændelser, fortæller Torben Petersen, afdelingsleder for vanddistribution i Novafos.

Med 425.000 forbrugere er Novafos et af Danmarks største vand- og spildevandsselskaber. De har i flere år brugt SMS-Service til at holde forbrugerne opdateret på driftshændelser, og med den nye integration får serviceniveauet et ekstra nyk op.

Udover en større hitrate får forsyningsselskabet også mulighed for at skifte de fysiske breve ud med digital post.

– Vi har eksempelvis vores nabobreve, som informerer om kommende projekter i kvarteret. Dem afleverer vi lige nu i forbrugernes postkasse. Men posten kommer jo ikke så tit, og brevene ender ofte i skraldespanden sammen med reklamerne, siger Torben Petersen og fortsætter:

– Konsekvensen er, at de ikke får den information, vi sender ud – eller også opdager de brevene for sent. Så det bliver dejligt med den her løsning, hvor alle får informationen med det samme.

Integrationen til e-Boks giver ikke kun nye muligheder i kommunikationen med forbrugerne. Den gør det også muligt for ServiceAlerts kunder at nå virksomheder i forsyningsområdet – en målgruppe, der tidligere har været vanskelig at ramme.

– Vi har nogle områder med mange virksomhedsadresser, hvor vi kan se, at hitraten er lavere. Derfor er det en stor hjælp, at vi nu også kan nå dem. De bliver jo mindst lige så påvirkede af driftshændelser, og en afbrydelse kan koste både kroner og kunder, hvis ikke de informeres på forhånd, fortæller Torben Petersen.

Hos Novafos arbejder man allerede strategisk med samspillet mellem SMS og e-Boks for at udnytte styrkerne ved begge kanaler. SMS’en bruges primært til korte varslinger om lukninger og afbrydelser, mens mere detaljeret information sendes via e-Boks.

– Kombinationen af SMS og e-Boks hæver vores informationsniveau og giver den bedste service til vores forbrugere, afslutter Torben Petersen.

Kontakt os i dag og få en gratis og uforpligtende gennemgang af systemet og dine muligheder.

Få en gratis demo af ServiceAlert

Udfyld formularen og få en gratis og uforpligtende gennemgang af ServiceAlert og dine muligheder